USA har meldt sin politik overfor NATO, og Rusland – Ukraine krigen ud ved forsvarsminister Pete Hegseth, og Trumps tale samme dag, d. 12.februar.
USA bliver i Europa og i NATO.
I forhold til Ukraine krigen skubber USA en fredsproces i gang. Trump har talt d.12.2 i over en time med Putin om bl.a. Ukrainekrigen – og senere med Ukraines præsident Zelenskyj. Putin og Trump har planlagt at mødes 3 gange. Ifølge den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth er det ikke realistisk at Ukraine undlader at give indrømmelser mht. landafståelser til Rusland; USA vil ikke give tilladelse til et Ukraine i NATO, samt USA vil holde sig ude af sikkerhedsgarantier efter freden. Disse indrømmelser på forhånd er nok til at kunne få Rusland, der er i offensiven militært, gjort interesseret.
De fleste europæiske lande er ikke glade for indholdet af det amerikanske udspil i relation til Ukraine, især at Ukraine ikke har været mere direkte engageret. Men da det er USA der er kommet med udspillet er det lavmælte kommentarer. Og de europæiske ministre hæfter sig ved at USA har meddelt at de bliver i NATO og i Europa.
I en vurdering – set med konfliktløsningsøjne – er der gode takter i det amerikanske udspil, men også negative sider.
Blandt de positive aspekter er at initiativet overhovedet er kommet. Og at USA taler med begge sider i konflikten. Og undlader denne totale boykot af samtaler med Rusland.
Krigen har siden 2022 dræbt 80.000 og såret 400.000 ukrainere (fortrolig ukrainsk rapport), og dræbt 200.000 og såret 400.000 russere ( vestlig estimat), og kostet 2.8 billioner (2.800 milliarder) dollars (OECD) – et astronomisk højt beløb, og med Rusland i en offensiv rolle, kan krigen fortsætte i mange år endnu, hvis der ikke tages et initiativ nu.
Så resultatet er tusinder af dræbte på begge sider, milliarder der kunne bruges på mere fornuftige ting som velfærd og klima, og forgiftede internationale relationer mellem landene, især mellem Europa og Det Globale Syd. Så konklusionen for USA er at den krig må standses nu. Det burde Europa kunne have set for længe siden og standset krigen via en forhandlet fredsløsning.
Visse dele af Europa, især de Baltiske lande, Polen og de Nordiske lande har dannet et fjendebillede af ” den anden part”, af Rusland, og kan kun se konflikten mellem Ukraine og Rusland i et sort-hvidt billede, hvor det kun er en militære løsninger. Vi er de gode, Rusland de onde.
Andre dele af Europa og NATO som Ungarn, Slovakiet, halvdelen af den tyske befolkning, Sydeuropa er kritisk over for krigen – det samme er tilfælde for størstedelen af Det Globale Syd – med 85% af verdens befolkning. Og nu også USA.
Der er dog aspekter hvor det amerikanske udspil har oplagte svagheder:
- Ukraine er ikke taget tilstrækkeligt med i overvejelserne – en udelukkende Russisk – amerikansk fredsproces vil være uheldig – begge konfliktens parter: Rusland og Ukraine må med i alle faser
- Det ville hjælpe processen i Ukraine, hvis USA kom med som garantimagt mht. stationering af tropper efter krigen – det vil gøre Ukrainerne mere trygge, selv om militære styrker på ukrainsk side bliver en international styrke med også europæiske og ikke europæiske lande f.eks. Indien. Et NATO medlemskab er ikke realistisk under Trump administrationen. En robust sikkerhedsstyrke er nødvendig for at sikre en reel og robust fred.
- Af forhandlingsmæssige grunde burde USA have holdt kortene lidt tættere på kroppen og ikke have fortalt om det, de vil give Rusland i processen.
Når jeg ovenfor skrev om den sort – hvide opfattelse som Vesten har af Rusland – en os-dem holdning – er det med baggrund i at der i enhver konflikt (som den mellem Ukraine og Rusland) er 2 sider og 2 holdninger – to fortællinger – og begge må tages med for at kunne løse eller håndtere konflikten.
Den vestlige sides syn på konflikten er normalt at Rusland lavede en ensidig militær invasion i strid med folkeretten ( hvilket jo er rigtigt). Det var dem der begyndte. Putin har også anlagt revisionistiske og ekspansionistiske analyser frem. I øvrigt i lighed med Trump administrationen – Grønland, Panamakanalen, Canada som amerikansk stat, overtagelse af Gaza er eksempler. Putin og Trump ligner hinanden. Man må nok konkludere at stormagter som USA og Rusland ikke har det godt med folkeretten. Det kunne man skrive en bog om.
Ruslands fokus på konflikten er at Rusland siden den kolde krigs afslutning har oplevet at NATO i flere omgange fra 1994 kom tættere og tættere på Rusland, hvilke sås som et sikkerhedsproblem, ligesom Rusland ikke blev ordentligt integreret i et europæisk sikkerhedssystem, som der ellers var lagt op til efter den kolde krig. Det ses ikke som et problem fra Vesten, men det ses som et stort problem for Rusland.
Det legitimerer naturligvis ikke den russiske invasion – man kunne have brugt andre midler.
Men det har været og er et problem for løsninger at Europa ikke kan indleve sig i den russiske sides perceptioner. Og i øvrigt tale med Rusland.
Et syn på verden hvor vi (Europa) kun kan se den ene sides synspunkter er i udgangspunktet en svaghed – både USA og Det Globale Syd kan langt bedre se forholdene fra begge sider. I det europæiske Nordeuropa har man svært ved at se begge parter – og ser derfor kun militære løsninger. I Det Globale Syd bor 85% af verdens befolkning – i lande som Indien, Kina, Brasilien, Sydafrika – i disse lande har lederne sagt til Europa : I må indlede forhandlinger med Rusland.
Det er hvad der sker nu – der skulle åbenbart en populistisk præsident i USA til for at det skete.
12.2.2025
Jørn Boye Nielsen.
Medgrundlægger af tænketanken RIKO ( Rådet for International Konfliktløsning), medlem af bestyrelsen for tænketanken. Og medforfatter til grundbogen ”International Konfliktløsning”, og ”Håndbog i konfliktløsning”