12.07.2023
Ukrainekrigen har rystet global politik. Skillelinjen går mellem Vesten på den ene side, og ‘resten’ på den anden – eller udtrykt befolkningsmæssigt: 1.3 milliarder overfor næsten 6.7 milliarder mennesker. Det lægger et globalt pres om fred på Vestens engangement i Ukrainekrigen.
OPINION af Jørn Boye Nielsen, offentliggjort i Ræson, 12.7.2023
Ukrainekrigen har skabt kløfter i det internationale landskab. Groft optegnet findes der i øjeblikket to grupper af lande, som positionerer sig over for hinanden – ikke kun ift. Ukraine, men også ift. de principper og institutioner, verden skal styres efter. På den ene side står vesten – Europa, Nordamerika, Australien, New Zealand og nogle få lande i Asien som Japan, Sydkorea og Singapore. Og på den anden står resten – Afrika, Mellemøsten, det øvrige Asien og Mellem- og Sydamerika.
Man forholder sig forskelligt til Ukrainekrigen. I Vesten har 45 lande indført sanktioner imod Rusland, og 29 lande har sendt våben til Ukraine. Resten, 148 af 193 lande herunder Kina og Indien, har derimod ikke indført sanktioner. Ca. 164 lande har ikke sendt våben. Vesten ser Ukrainekrigen som en global krig; resten af verden ser den som en lokal krig.
Lande i Det Globale Syd svarer ofte på kritik af deres passivitet i Ukrainekrigen med sætningen ”Hvor var i henne dengang…?” Dengang, vi ønskede hjælp til coronavacciner, og fem millioner døde af sygdommen? Eller i 2022, da lande i Afrika manglede fødevarer til priser, man kunne betale? Dertil kommer kritikken af Vestens dyre og lidet succesfulde krig i Afghanistan og den folkeretsstridige regimeændring i Irak.
I en rapport fra det australske Lowy institute hedder det således: ”Krigen i Ukraine har accentueret opdelingen mellem Nord og Syd […] Mens vestlige ledere er optaget af Ruslands forstyrrelse af den europæiske sikkerhedsorden og af Kinas opstigning, er de fleste ledere i Det Globale Syd primært fokuseret på økonomiske og udviklingsmæssige udfordringer, såsom gældssanering, fødevaresikkerhed og at afbøde effekterne af klimaforandringerne.”
I 1974 krævede udviklingslandene i FN dannelsen af ”En ny Økonomisk Verdensorden”, men det blev aldrig virkeliggjort fordi udviklingslandene – herunder Kina – dengang var meget svage. Den situation har ændret sig. Nu står det globale syd økonomisk stærkt. Fx har Kina målt i købekraft (PPP – Purchasing Power Parity) 18.92 pct. af verdens BNP i forhold til USA på 15.39. Sammen med Indien, Brasilien og Indonesien udgør Kina dobbelt så meget af det globale BNP målt i PPP som USA (IMF). Samlet set er syd ikke længere økonomisk svagt. Og landene har ikke bare en ny styrkeposition – de har også andre prioriteter end den vestlige verden.
Demokrati-kortet
Det er i Vesten, man deler verden op i demokratier (de gode) og autokratier (de onde), men denne opdeling er der ikke enighed om i store dele af Det Globale Syd. Her anerkender man, at der er problemer, men henviser til, at langt de fleste lande har demokratiske træk med valg, parlamenter og grundlove. Kina oplyser fx, at deres styreform er et socialistisk demokrati regereret af et kommunistparti med 91 millioner medlemmer og kommunale valg. I en undersøgelse fra European Council for Foreign Relations peger 77 pct. af kineserne også på, at deres eget land er det, der kommer tættest på et virkeligt demokrati.
Vesten har en anden opfattelse, men det er i sidste ende kineserne, der har ret til at bestemme og forholde sig til deres eget land. Desuden har Europa heller ikke selv perfekte demokratiformer – jf. EU-landene Polen og Ungarn og NATO-landet Tyrkiet.
Vesten er nødt til at forstå, at det er op til hvert lands befolkning at vælge den styreform, de ønsker. Ønsker befolkningerne i de respektive lande forandring, må de arbejde henimod det gennem folkelige manifestationer som oprør og revolutioner. Udefrakommende forsøg på regimeændringer fra Vesten har næsten aldrig ført noget godt med sig. Se bare på Afghanistan, Irak og Libyen.
Mens de fleste vestlige lande var kolonimagter, var store dele af den øvrige verden koloniseret – en historie, befolkningerne i de tidligere kolonier ikke har glemt.
“I 2022 valgte Indien samtidig at 33-doble sin import af olie fra Rusland, der i december dækkede 28 pct. af landets efterspørgsel”
_______
To syn på Ukraine
Når det kommer til løsning af Ukrainekonflikten er der et skel mellem på den ene side Vestens våbenstøtte og omfattende sanktioner mod Rusland, og på den anden side Restens vægt på forhandlinger og diplomati for at løse konflikten, og for opretholdelse af normale forbindelser med Rusland.
Fire store ikke-vestlige lande har udtalt sig om fred i Ukraine: Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien. Brasiliens Lula har foreslået en fredsklub, der skulle forestå forhandlinger, og har endvidere sagt, at både Ukraine og Rusland er ansvarlige for konflikten. Brasilien har ganske vist stemt for fordømmelse af Ruslands invasion i FN, men opretholder samtidig handel og samarbejde med Rusland. I juni 2023 stod Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa i spidsen for en delegation af afrikanske lande, der tog til både Kyiv og Moskva for at tale for en forhandlet løsning, som kan bringe fred til området. Der synes ikke på kort sigt at være kommet noget ud delegationsrejsen, udover at uenighederne mellem de to parter er blevet trukket op. I februar 2023 afholdt Sydafrika en flådeøvelse, hvor også russiske styrker deltog. Indiens Narenda Modi har klart sagt fra overfor invasionen, men fastholder fortsat den neutrale holdning til Rusland. I 2022 valgte Indien samtidig at 33-doble sin import af olie fra Rusland, der i december dækkede 28 pct. af landets efterspørgsel.
Hvor Europa næsten stopper olieimporten fra Rusland, overtager asiatiske lande som især Indien og Kina. Dermed er Vestens omfattende sanktioner tæt på virkningsløse.
Modi har tilbudt at mægle, og Kina har også lavet fredsplan, der betoner, at princippet om suverænitet og territoriel integritet må respekteres. Dét er en indirekte kritik af den russiske invasion, men Kina fastholder ligesom resten af Det Globale Syd, at løsningen må foregå ved diplomatiske forhandlinger.
Kina fastholder – ligesom resten af Det Globale Syd – at løsningen må foregå ved diplomatiske forhandlinger
_______
En liberal eller en multipolær verdensorden?
Hvad ligger der indholdsmæssigt i disse to syn på verden?
I den vestlige selvforståelse bør verdensordenen bygge på en række principper: Først og fremmest demokrati – forstået som frie valg, retssikkerhed, og de politiske og civile menneskerettigheder. Dertil tror man på det frie marked, beskyttelse af den private ejendomsret og på de institutioner, som vesten skabte efter Anden Verdenskrig – som FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Man ser NATO som en institution, der – bl.a. med atomvåben – kan støtte denne verdensorden. Således har ingen af de 31 NATO-lande stemt for FN’s vedtagne konvention om forbud mod a-våben.
Restens verdensorden bygger på andre principper. Man ønsker en multipolær verden, som bygger på lighed mellem stater og en modstand mod hegemonier. Denne multilateralisme tilsiger, at beslutninger træffes gennem konsensus og inddragelse af alle lande. Det Globale Syd ønsker at udfordre den ledende rolle, Vesten spiller i internationale organisationer som FN, Verdensbanken og IMF. Endvidere samles de om modstand mod sanktioner fra Vesten – i stedet ønsker Det Globale Syd forhandlinger, konsultationer og samarbejde. Den globale rigdom er i dag koncentreret hovedsagelig i Nord, og der ønskes mekanismer, der fordeler verdens ressourcer mere retfærdigt – samt et opgør med dollarens dominans.
Man lægger vægt på national suverænitet og uafhængighed som ledende principper. De fleste lande i Resten er for et forbud imod a-våben. Samtidig står de bag de menneskerettigheder, der er samlet i FN’s konvention om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1976 – som retten til bolig, arbejde, uddannelse, passende levestandard – der adskiller sig fra Vestens foretrukne rettigheder, de politiske og civile rettigheder (som er samlet i den oprindelige FN Menneskerettighedserklæring fra 1948 og kodificeret i en FN-konvention fra 1966).
“På den seneste tid har Vesten – i modsætning til tidligere – startet en intens kampagne for at få Det Globale Syd til at støtte Ukraine”
_______
Vestens nye charmeoffensiv
På den seneste tid har Vesten – i modsætning til tidligere – startet en intens kampagne for at få Det Globale Syd til at støtte Ukraine. Fx har Mette Frederiksen været i Sydafrika og von der Leyen har været i Latinamerika. 24. juni afholdt Ukraine – i øvrigt i Købenahavn – et møde med de store lande i Syd. Her deltog hovedsageligt diplomater fra Ukraine, USA, EU samt – fra Det Globale Syd: Indien, Sydafrika, Brasilien og Saudi Arabien (men altså ikke Kina). Ifølge en konferencedeltager var man enige om at fred skal baseres på FN-principper, territoriel integritet og suverænitet.
Det er svært at forudsige, hvad dette bejleri fra Vesten mod Det Globale Syd kommer til at betyde for Ukrainekrigen, men det vil sikkert fortsætte – og man kan heller ikke udelukke at Det Globale Syd splittes i holdningerne. På den anden side kan man heller ikke udelukke at Vesten splittes i holdningerne til Det Globale Syd f.eks. i relation til Kina.
“Mod slutningen af året vil der komme pres på Ukraine for at gå i forhandlinger med Rusland”
En stakket frist for Ukraine
Mod slutningen af året vil der komme pres på Ukraine for at gå i forhandlinger med Rusland – baseret på situationen, som den efter al sandsynlighed vil se ud på slagmarken. Ganske vist vil Polen, de Baltiske lande og måske Skandinavien være for en fortsættelse af krigen, men store lande som USA, Frankrig, Italien og også østeuropæiske lande som Ungarn og ikke mindst de store lande i Det globale Syd, vil formentlig kræve forhandlinger.
Der vil – efter den ukrainske offensiv er gennemført – formentlig være tre alternativer, hvoraf de to første er de mest realistiske:
1) Et ”Koreascenarie”: Man forhandler om Østukraine ud fra de positioner, man har opnået på slagmarken, og drager en våbentilstandslinjelinje.
2) At Ukraine vinder en sejr på baggrund af et svagt Rusland. Der igangsættes forhandlinger, hvor Ukraine får hele eller det meste af Østukraine, og Rusland får forsikringer om, at de russisk orienterede borgere behandles efter internationale normer. For at få enighed om aftalen ophæver Vesten sanktionerne mod Rusland – som ikke har været til megen nytte – og der indgås aftaler mellem Vesten og Rusland om samarbejde og integration af Rusland på mellemlangt sigt – ligesom det skete med Tyskland efter Den anden Verdenskrig. I øvrigt noget, der skulle være sket efter Den Kolde Krig.
3) Det tredje scenarie er en eller anden form for nukleart scenarie, hvor et Rusland på knæ –tæt på at tabe krigen – kaster et mindre a-våben som advarsel. Der findes situationer, der er værre end Ukrainekrigen, og en af dem er brug af nukleare våben i Europa. Jeg anser dog ikke dette scenarie for sandsynlig, da det kan udløse tredje verdenskrig.
Det mest sandsynlige scenarie er det første – et stalemate-scenarie som det, der i 50erne opstod mellem Nord og Sydkorea – enten med en aftalt våbentilstandslinje eller uden nogen aftale blot idéen om ”ingen fred-ingen krig”.
Hvad med Krim? Halvøen bør blive genstand for forhandlinger. Følgende tænkte muligheder kan komme i spil: Det kan ende med en ny folkeafstemning under FN-supervision, eller med et selvstændigt land med forbindelser til både Ukraine og Rusland. Man kan også forestille sig, at Krim ender som et FN-mandatområde i 10 år, hvorefter forhandlinger vil optages. Men Krimspørgsmålet kan ikke løses, uden at de ca. to millioner hovedsagelig russisk-orienterede indbyggere på halvøen tages med på råd. Og det er værd at bemærke, at Krims befolkning er større end indbyggertallet i EU-lande som Letland eller Estland. ■
“Krimspørgsmålet kan ikke løses, uden at de ca. to millioner hovedsagelig russisk-orienterede indbyggere på halvøen tages med på råd”
_______