Optræd mindre selvretfærdigt, og forstå, at modstanderen også har pointer, råder bogaktuelle Poul Villaume. Han mener, at nutidens verdensledere kan lade sig inspirere af 1970’ernes afspændingspolitik.
Interview bragt i Politiken 11.3.23. Link.
Ikke siden Cubakrisen i 1962 har verden været tættere på atomkrig. Sådan lød budskabet fra præsident Joe Biden i oktober sidste år. Krigen i Ukraine har rystet det internationale samfund, og verden over drager politikere, journalister og eksperter paralleller til den kolde krigs anspændte rivalisering mellem øst og vest.
Og der er god grund til at genbesøge historien om de skæbnesvangre døgn i 1962 og perioden, der fulgte. Det mener samtidshistoriker Poul Villaume, der i mere end 40 år har beskæftiget sig med stormagtsrivaliseringen, både som professor på Københavns Universitet og som forfatter til flere bøger om emnet, senest den aktuelle ’Mellem frygt og håb’ om perioden fra 1961 til 1977 .
»Foruden den faretruende oprustning og frygten for atomkrig er historien om den kolde krig også historien om smidigt diplomatisk arbejde bag kulisserne, der i sidste ende fik dæmpet kriserne og forhindret, at det hele løb løbsk. Den del af historien bør nutidens verdensledere tage ved lære af«, siger han.
Det afgørende var ifølge Poul Villaume, at man aldrig slap det spinkle håb om, at den kolde krig kunne bringes til ende ved forhandlingsbordet:
»I ’Mellem frygt og håb’ skriver jeg om perioden op til, under og efter Cubakrisen. Og det er jo sådan set samme sted, vi står igen i dag. Det kan gå den ene vej, hvis vi igen overopruster og ser militær konfrontation som eneste mulighed, alternativt kan vi søge inspiration i datidens bestræbelser på afspænding«, siger han.
Hvilke bestræbelser?
»Cubakrisen blev et chok for både USA’s præsident Kennedy og Sovjets Khrusjtjov. Begge anslog mildere toner efterfølgende. I 1963 holdt Kennedy store afspændingstaler, hvor han sagde, at det var på tide at gøre verden sikker for mangfoldigheden, og at Øst og Vest i sidste ende havde menneskeligheden og dødeligheden til fælles. På begge sider af konflikten fandtes et ønske om fredelig sameksistens. Man måtte finde en form for modus vivendi i lyset af truslen om den fælles atomdød«, siger Poul Villaume og understreger, at den øvelse er nødvendig at gentage, så krigen i Ukraine ikke risikerer at komme ud af kontrol.
Hemmelige kanaler
Selv om Poul Villaume ser fornyet grund til at tage ved lære af den kolde krig og konfliktens fredelige udfald, understreger han, at kampene i Ukraine ikke som sådan er den kolde krigs tilbagevenden.
»Jeg mener ikke, at 24. februar 2022 på den måde var et vendepunkt i verdenshistorien. Den nuværende situation kan ikke uden videre peges tilbage mod tilstanden under den kolde krig. Men det uændrede er stormagtsrivaliseringen og det faktum, at der stadig er 6.000 atomvåben på begge sider af konflikten«.
Men uanset forskellene, er der så aktuelt lærestof at hente i den historiske udvikling?
»Uden tvivl. Siden 2001 har USA ensidigt opsagt fire våbenkontrolaftaler – ABM-traktaten, INF-traktaten, Åben Himmel-traktaten og atomaftalen med Iran«, siger Poul Villaume. Og senest opsagde Putin den såkaldte Ny Start-traktat med USA.
»Der er gensidige beskyldninger om, at flere af aftalerne er blevet overtrådt, men den altoverskyggende lære må være, at man uanset værdimæssige modsætninger er nødt til at kontrollere våbenkapløbet og genoptage en form for dialog mellem Øst og Vest. At give Rusland pariastatus på ubestemt tid eller tale om, at landet skal lide et totalt nederlag, er blot opskriften på nye spændinger. Derfor er et kompromis – og ikke nødvendigvis et kønt et af slagsen – uundgåeligt løsningen på den aktuelle konflikt«.
Men vil al snak om kompromis ikke blot styrke den russiske tro på, at der er noget at vinde ved aggressionen mod Ukraine?
»Det er klart, at resultatet af potentielle forhandlinger vil komme til at afspejle det militære styrkeforhold på slagmarken. Men for tiden oplever vi stilstand i kampene, og folk som den amerikanske forsvarschef Mark A. Milley har udtalt, at nu er et godt tidspunkt at starte forhandlinger«.
»I dag afviser begge parter, at der kan blive tale om indrømmelser, men det er retorisk strategi. Indadtil er man udmærket klar over, at det må ende med en form for kompromis«.I magasinet Ræson efterlyser du et såkaldt kreativt diplomati. Er det f.eks. hemmelige kommunikationskanaler, du tænker på?
»Ja, det kunne det være. Et sted bag krigsretorikken er der jo forhåbentlig stadig diplomater på arbejde, som forsøger at finde konstruktive løsninger. Det internationale diplomati skal i omdrejninger – i første omgang for at etablere våbenhvile og dernæst for at nå et kompromis, der kan stabilisere forholdet«.
En strategisk empati
Så hvordan kan nutidens verdensledere lade sig inspirere af de politiske ledere bag 1970’ernes afspændingspolitik?
»Optræd mindre selvretfærdigt, og hav forståelse for, at modstanderen også kan have pointer. En form for strategisk empati, som de mest fremsynede ledere under den kolde krig besad. Den slags kunne man hente frem igen«.
En større forståelse for Putin?
»Nej, for der foregår også en værdikamp, og der er naturligvis hverken politisk eller moralsk ligeværd mellem det russiske autokrati og det vestlige demokrati. Men vi bliver bare nødt til igen at forholde os til, hvordan vi bedst overvinder den modsætning. Og her kan afspændingspolitikken igen komme til at spille en afgørende rolle«.
Men kræver det ikke, at man fralægger sig det moralske perspektiv, hvis man skal kunne indtage det standpunkt?
»Nej, for der er forskel på moral og moraliserende selvretfærdighed. I dag hersker der en militariseret tankegang på begge sider om, at modparten kun forstår og bøjer sig for oprustning. Det er altid godt at holde krudtet tørt, men jeg ser risiko for en gentagelse af den ekstreme overoprustning, som vi oplevede under hele den kolde krig«.
Er nutidens retorik et udtryk for, at man har glemt nogle af de erfaringer, man gjorde sig, sidst det var nødvendigt med afspænding?
»Udsagnet Wandel durch Handel – forandring gennem handel – var centralt for afspændingspolitikken under den kolde krig. Man troede på, at handel og interaktion mellem blokkene ville bidrage til afspænding. Men i dag opfattes Willy Brandts gamle udsagn nærmest som en dårlig vittighed, der hører til på historiens losseplads. Det er efter min mening fundamentalt forkert«.
Men har vores fokus på samhandel ikke netop gjort os så afhængige af Putin, at vi ikke har været i stand til at sætte de nødvendige grænser?
»Det var også en bekymring tilbage i 1970’erne. Men pointen er, at samhandelen kun var én af flere søjler i den kolde krigs afspændingspolitik. En anden søjle var netværket af våbenkontrolaftaler. En tredje søjle var opbygningen af tillidsskabende foranstaltninger. En fjerde søjle var friere bevægelighed mellem Øst og Vest for mennesker, ideer og information«.
Er problemet dermed, at man har fokuseret for ensidigt på handel og forsømt de øvrige politikområder, der skulle have bidraget til, at man nærmede sig hinanden?
»Ja, de andre elementer er i hvert fald blevet stærkt nedprioriteret«.
Den rødeste af alle linjer
Ser du Vestens sikkerhedspolitik som afgørende for, at afspænding nu er blevet til oprustning?
»Putin-regimets stadig mere autoritære og militariserede adfærd har selvsagt sin del af ansvaret. Men den har ikke udspillet sig i et vakuum. Vesten har været med til at fremkalde de dårligste og mest negative sider af den russiske tradition«.
»Efter den kolde krigs afslutning var fortællingen, at historien var slut, og at Vesten havde vundet de ideologiske opgør. Vesten var i en sejrsrus og troede bl.a., at man ved at udvide Nato mod øst uden videre kunne projicere stabilitet og fred til Østeuropa. Det var naivt, og snesevis af fremtrædende eksperter og historikere forudsåallerede i 1997, at en hurtig udvidelse af Nato ville afføde en negativ modreaktion fra Rusland«.
Så Vestens sikkerhedspolitiske fremfærd var et problem, siger du?
»Efter den kolde krig stiftede man The Partnership for Peace (PfP), et nyt inkluderende europæisk sikkerhedsfællesskab, som også omfattede Rusland. Men Clinton-regeringen fravalgte det i slut-1990’erne til fordel for Nato-udvidelsen. I 2008 vedtog Nato, at Ukraine ville blive medlem af alliancen. USA’s ambassadør i Moskva sagde, at Ukraine var den rødeste af alle røde linjer for Moskva. »Nyet means nyet «, skrev han hjem til Washington«.
Står det ikke et selvstændigt land som Ukraine frit for at tilslutte sig Nato?
»I 2008 viste opinionsundersøgelser i Ukraine,at højst 20 procent af befolkningen ønskede at tilslutte sig Nato. De fleste ønskede neutral status, nogle endda en form for sikkerhedspolitisk orientering mod Rusland. Ukraine har traditionelt været dybt splittet, og det er en væsentlig forklaring på konflikten«.
Putins geopolitiske bombe
»Det er desuden vigtigt at huske, at Nato ikke har pligt til at optage ethvert land, der måtte ønske medlemskab. Det er en forudsætning i traktaten, at en udvidelse af alliancen skal bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed«.
Så Ukraine-konflikten er først og fremmest fremprovokeret af vestlig sikkerhedspolitik?
»Nej, det var Putins ødelæggende beslutning at antænde den geopolitiske bombe, som Ukraine er blevet til. Men USA og Nato har så sandelig været med til at montere og placere bomben. Virkeligheden er aldrig sort og hvid, men kommer altid i farver. Det er de farver, nuancer og detaljer, jeg forsøger at skrive frem i mine bøger om historien«.
anton.schack@pol.dk
Link fra Politiken 11.3.2023
