Udenrigsminister Jeppe kofod har for kort tid siden sagt at det negative resultat for Vesten af krigen i Afghanistan kalder på refleksion og selvransagelse.
Så lad os komme i gang med denne selvransagelse og lære af det, der er sket for Vesten, og overveje de ændringer der bør ske i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Danmark.
Vi bør holde os ude af deltagelse i stormagtsinterventioner, vi alligevel ikke har nogen indflydelse på, dvs. ikke mere deltage i krige som i Irak, Afghanistan og Libyen. Militære interventioner, der oftest er forårsaget af borgerkrige, bør tages vare på af FN’s-fredsbevarende (militære) missioner. Til dette bør vi naturligvis stille soldater, officerer og mandskab til rådighed – og hjælpe med materiel og effektiviseringer. FN’s tilgang til konflikter, herunder militære konflikter, er helt forskellig fra stormagters tilgang, bl.a. har FN den fordel at der er fokus på andet end den militære side i en konflikt, idet der i en FN-intervention altid inkluderes fredskabende elementer – f.eks. mæglere og forhandlere, der taler med begge parter i konflikten, og internationale særorganisationer med bistand. Beskyldninger fra den tredje verden for nykolonialisme og imperialisme fra tidl. kolonimagter er normalt heller ikke til stede. Det går ofte galt når Vesten, ofte tidligere kolonimagter, kommer ind i voldelige konflikter. Det bliver for meget militære løsninger og for lidt konfliktløsning og bistand.
Sikkerhedspolitikken bør udover deltagelse i FN’s fredsbevarende missioner koncentrere sig i forsvar af Kongeriget (Danmark, Grønland, Færøerne), naturligvis i samarbejde med NATO. Kongerigets samlede område er meget stort, så at holde øje med og forsvare dette er i sig selv ”en stor mundfuld”.
Den måde NATO tæller sikkerhed på som procentandel af BNP er en forkert og irrationel måde at opgøre på. Man bør i NATO enes om et nyt procenttal (f.eks. 3 %), der dækker alle udgifter til det militære forsvar, udviklingsbistand, udenrigstjenesten og fredsbestræbelser (konfliktløsning, konfliktforebyggelse, fredsforskning, early warning). Sikkerhedspolitik er langt mere end ”krudt og kugler”.
I et sådant nyt procenttal vil DK blive godskrevet for vor høje andel af udviklingsbistand, Norge godskrevet for dets højt udviklede diplomati og mæglingsbestræbelser i konflikter. DK bør i første omgang få NATO lande som Norge, Holland og Tyskland med på ideen.
Udenrigsministeriet og diplomatiet bør opgraderes. Udenrigsministeriet, der de sidste 20 år er blevet beskåret, som påvist af professor Martin Marcussen, KU, bør have samme kapacitet og finansiering som f.eks. Norge eller Finland – hvad det slet ikke har i dag. Udenrigsministeriet skal udvikle tilstrækkelig med kontakter og netværk til lande og internationale organisationer, samt deltage i fredsskabende virksomhed. Desuden skal UM have dansk analysekapacitet for at kunne agere i den moderne verden, samt være med i alle de udvalg, grupper og konferencer i internationale organisationer, som danske interesser tilsiger.
UM bør endvidere have resurser og tid til at møde tænketanke, forskningsmiljøer og civilsamfundet.
Diplomatiet er ikke kun til for at kommunikere med vennerne og allierede, men må lægge vægt på at have kapacitet til at kommunikere med begge parter i konflikter, også dem vi er uenige med, og dem som har andre værdier end os for at kunne komme med udspil og forslag i igangværende konflikter. I 1970’erne og 1980’erne spillede Danmark en væsentlig og selvstændig rolle, ikke mindst i forhold til USA, i afspændingspolitikken under koldkrigsperioden. Dansk diplomati spillede i denne periode en stor rolle.
Som en selvstændig del af dansk udenrigspolitik oprettes et Freds-og Konfliktløsningscenter til at bistå både den udøvende del af samfundet (regeringen, Udenrigsministeriet) og den lovgivende del (Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn, udvalgene). Det skal gives konkrete opgaver i form af at levere analyser og forslag om udenrigs-og sikkerhedspolitik, og ikke mindst fokusere på anbefalinger i forhold til løsning og forebyggelse af konflikter.
Udenrigspolitisk Nævn bør have tilstrækkelige og ajourførte oplysninger, så der kan tages
beslutninger, med basis i sikre kendsgerninger og gerne fra flere forskelligartede kilder. Før store udenrigspolitiske beslutninger skal der gives mere tid til politikerne og deres baglande, så konsekvenserne af beslutningerne kan afklares.
I udviklingspolitikken må især den demografiske udvikling i Afrika og Mellemøsten addresseres.
Allerede i Taksøe rapporten fra 2016 påpegedes at befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten estimeres at ville vokse fra 481 mil. i 2015 til 749 mil. allerede i 2050.
Ifølge The Lancets befolkningsfremskrivninger vil Afrika som sådan vokse fra 1.6 mia. i dag til ca. 4 mia. i 2100, en enorm befolkningsudvikling.
Europas befolkningsudvikling vil være modsat – en befolkningsnedgang fra 738 mil. (2015) til 707 mil. i 2050 (Taksøe rapporten, bilag s. 55).
Et land som Nigeria vil ifølge Lancet vokse fra 207 mil. i dag til 790 mil. (i år 2100) – og det er kun ét afrikansk land.
Den gode historie af den demografiske udvikling er at ifølge The Lancet vil verdens befolkning begynde at falde i 2060’erne på verdensniveau – dog sådan at de udviklede lande og Kina vil opleve et stort fald, udviklingslande i f.eks. Afrika vil stabiliseres senere.
Denne demografiske udfordring ikke langt fra Europa kender folk i udenrigsministerierne, men politikerne ser kun få år frem. Skal man holde befolkningerne i Afrika og Mellemøsten hjemme i deres lande kræves en enorm mobilisering af ressourcer til fordel for Afrika af udviklingsbistand, mere handel og handelsliberalisering, og koordination med Kina, USA og FN’s særorganisationer.
Det hjælper ikke kun at sende penge af sted som vi har gjort i Afghanistan – det er en omfattende produktiv base af modernisering og industrialisering i Afrika der skal til.
Desuden en kontrolleret indvandring til et Europa, der går mod mindre befolkning og mangel på arbejdskraft.
Migration kan ikke undgås i en verden med en så enorm befolkningsøgning i Afrika og Mellemøsten, og en samtidig befolkningsnedgang i Europa og Kina. Gør man ikke noget i Europa, vil migrationen blive endnu større. I øjeblikket er der bygget/bygges der mure eller stålwire/ pigtrådshegn 15 steder i EU og Schengen området (Politiken 6.9.2021) med henblik på at holde fattige migranter ude. Det er en hel gal vej og løser ikke migrationspresset – EU m.fl. skal i stedet hjælpe Afrika og Mellemøsten til at blive udviklede og moderniserede, så folk ikke flygter. Mure og pigtråd er ikke vejen.
Jørn Boye Nielsen